Teaterbloggen

Jeg er siden 2011 begyndt at gå meget i teatret. Jeg oplever som oftest en stor glæde ved at se teaterstykker. Men jeg har også oplevet at forlade teatret i pausen. Det kan være så grusomt dræbende, hvis det først er kedeligt, teatralsk eller prætentiøst, og jeg vil mene at jeg repræsenterer den almindelige teatergænger, du må gerne kalde mig lægmand.
.
Folk går i teatret af forskellige årsager, ikke alle ønsker en mere konkret handling som jeg, de ønsker at teatermediet bliver brugt noget mere. Altså at teatret er eksperimenterende med de virkemidler de har til rådighed, for eksempel sprog, kroppe og billeder. Og jeg er i princippet 'all in' for dét koncept, så længe at der er et sprog og at jeg kan forstå det, og at jeg bliver holdt vågen. Jeg går meget op i narrativer, jeg er ikke så meget til alt det artzy fartzy teater, hvis jeg skal have en dosis artzy fartzy, så vil jeg hellere tage til moderne ballet eller på galleri. Men jeg vil også gerne have mere end handling i teatret, mere end musicalens 'feel good' vibrationer og mere end udpenslede historier. Om jeg får dét kan du læse om her på bloggen.
.

Rocky!, Husets Teater, september 2017

Rocky! er en mørk og dybt politisk forestilling. Den er skræmmende og dyster. Tue Biering som primært laver politisk teater har skrevet og instrueret Morten Burian som er ene mand på scenen 95 % af tiden. Både jeg og min ledsager havde svært ved at ryste forestillingen af os sådan lige med det samme.
.
Rocky! tager udgangspunkt i filmen af samme navn, med Sylvester Stallone som underklassens helt der skal bokse mod den sorte Creed. Og Morten Burian starter med at fortælle om filmen og om hvordan han selv er fra den kreative og intellektuelle klasse. Der bliver lavet en hyggelig stemning mens han snakker om filmen og får publikum til at nynne med på soundtracket fra filmen som vi alle genkender. Men så begynder hyggen at aftage. For Burian begynder at digte videre på historien: Hvad nu hvis Rocky, en ordblind hvid bokser fra socialklasse 5, begynder at uddanne sig og blive politisk på den yderste højrefløj.
.
Efter historien tager denne drejning bliver historien mere og mere uhyggelig. Rocky nedgør de venstreorienterede, han siger direkte til dem at de er naive og de skal holde deres velmenende pjat for dem selv for vi kan ikke redde alle. Det bliver værre og værre indtil venstrefløjen er i væbnet konflikt med højrefløjen. Og man sidder pludselig med følelsen af at vi må støtte de autonome noget mere, for de venstreorienterede intellektuelle er bare nogle vatnisser der ikke kan kæmpe, og deres ord har svært ved at bryde igennem de højreorienteredes skjolde af statistikker om udlændinge i fængslerne.
.
Morten Burians drabelige oneman-show med blod og en gris er fortalt præcist og skarpt. Vi får aldrig lov til at tage den med ro i denne forestilling. Tue Biering kalder til kamp mod Rockyerne i Danmark. Og venstrefløjen får et rap over nallerne for at være for blødsødne. Tue Biering virker ikke som en mand der ønsker dialog, han ønsker de højreorienterede Rockyer ned med nakken. Men alligevel åbner han et hul for dialog ved at slutte forestillingen af med at lave en politiker fra Dansk Folkeparti få taletid. Cheanne Nielsen en fin lille pige med langt blond hår dukker op på scenen og beder os indtrængende ikke at dømme hende for at have udtalt fra en talerstol at Udlændinge sviner, svindler, voldtager og dræber. Hun er ikke racist, hun (de) passer bare på vores penge, for dem har vi jo ingen af. Og man får da også lyst til at råbe af hende, for hun står jo tydeligvis og taler om noget hun intet aner noget om. Så vidt jeg ved er DK et af de rigeste samfund i verden. Cheanne slutter af med at sige at hun respekterer "os" og at vi må respektere at hun stiller op til næste kommunalvalg. Men det er ikke ligefrem den lystfølelse Tue Biering har efterladt os med.
.
Det er utroligt modigt af Medlemmer af Dansk Folkeparti der har valgt at stille op til dette show. For normalt er det utroligt svært at få DF'ere ud til det venstreorienterede teaters workshops osv. Til sidst vil jeg nævne at både lys og lyd er veldesignet og min ledsager fik næsten angst af den brummende lyd der konstant kørte i baggrunden. Morten Burians skrig kan jeg stadig høre, her dagen efter.

6 ud af 6 stjerner

Tremmer, Folketeatrets Store Turnéscene, april 2017

Tremmer er en musical, hvor skuespillerne er fundet til en åben audition, hele holdet har været med til at udvikle forestillingen. Rasmus Mansachs har fungeret som dramatiker og sanglyriker, men Lars Rahbek Andresen har skrevet musik. Og Forestillingen er bedst til det som musicals skal, og det er at forføre os med store sangstemmer, og melodier som vil nemt ville kunne synge med på. Bandet var placeret på et podie over scenen, som om det var fangevogternes kontor. Der panoptisk kan kigge ned på de indsatte, det fungerede virkeligt godt. Og jeg vil sige at Musikken var det bedste ved forestillingen. Musikerne var virkelig dygtige, og melodierne velkomponerede. Og rocktemaet i sangene passede perfekt til konceptet. Jeg synes også at Rasmus Mansachs har et godt øje for at skrive teksterne til musikken, altså det af det jeg kunne høre, for der var skruet lige højt nok op for det fantastiske band, så jeg kunne ikke altid høre hvad der blev sunget. Jeg kan dog til gengæld godt forstå at man vælger at skrue op for bandet, for de var virkeligt gode.
.
I løbet af forestillingen bliver de indsattes historier uddybet, hvorfor er de landet i fængslet? Og min ledsager følte at hun havde fået mere indblik at der er grunde til hvorfor nogen sidder i fængsel for voldsomme forbrydelser. Jeg er uddannet og arbejder i det kriminologiske felt med unge mænd, der er blevet misbrugt og misbruger, lever på gaden og prostituerer sig selv, for bare at nævne nogle få skæbner. Så jeg følte mig ikke helt så beriget som min ledsager. Jeg blev lidt irriteret over udpenslingen af de indsattes historier. Sex på scenen, voldtægt, gør man det for at chokere publikum? Den første indsattes historie vi fik fortalt, i form af flashback, sluttede scenen således at vi selv kunne forestille os at der ville ske noget grumt. Og det ramte mig i solar plexus. I andre scener hvor vi lærte en indsats forhistorie at kende, fik vi set meget bogstaveligt hvad der var sket, og det fungerede ikke for mig. Jeg var dog enig med min ledsager i at historien om den pædofile, ikke kunne have fungeret på den måde fordi de ting han havde været udsat for som var nærmest var uforestillelige, er det overhovedet et ord?
.
Sex på scenen, voldtægt. Gør man det for at chokere publikum? Jeg synes ikke det var kreativt. Det virker for mig som om holdet i forestillingen virkeligt brænder for musicals, ikke så meget for skuespillet, eller måske er det fordi talenterne er meget rå, at der bare ikke er nok erfaring? Men det kommer med øvelse. For jeg var ikke vildt imponeret over skuespilspræstationerne, selvom der var lyspunkter. Jeg er måske skadet af ikke at forstå mig på musicals som sådan, men mest på skuespillet. For eksempel tror jeg at Stine Wither Madsen der spillede fængselspræsten kan meget mere end at spille en smilende lalleglad præst. Og den stakkels Nadia Horn havde fået en rolle som instruktøren fuldstændig må have misforstået, jeg har aldrig set en psykopat med franske fletninger, og en kropsholdning som taget ud af en omgang kluddermor.
.
Af positive oplevelser på skuespilsfronten var både min ledsager og jeg enige om at vi havde svært ved at holde øjnene fra Lise Hesdam. Hun var alle steder. Og hun har en fantastisk mimik, hun har ikke nogen stor rolle, men hun fungerer både som skuespiller, danser og sanger. Og hun glider let rundt mellem de forskellige roller. Rasmus Mansachs fungerer også som spiller og sanger, og han er også meget troværdig. Han kender sin rolle som den pædofile Dan rigtig godt. Jeg vil også gerne fremhæve Edith Dahl Jacobsen som bragede igennem når hun sang, men det gjorde mange af de kvindelige sangerinder faktisk. Og jeg fik gåsehud flere gange under sangen. Og de kvindelige sangerinder bar forestillingen langt hen ad vejen, så glemmer vi at det kun er mellem fem og ti procent af en fængselspopulation der normalt består af kvinder. Det havde været godt med lidt mindre skuespil, men med mere dans og sang.
.
Jeg var rigtig glad for at min ledsager syntes at hun var beriget med viden og forståelse om det at være kriminel, meget mere end mig. Hun havde lært en masse, og syntes det var tankevækkende. Jeg var ikke selv så beriget, men jeg er muligvis miljøskadet af min profession i det kriminologiske felt. For kriminelles historier kan være meget mere komplicerede end Tremmer giver udtryk for. Det er i forestillingen udlagt som årsag-virkning. Er du misbrugt som barn, misbruger du også som voksen. Og sådan er det efter min mening og erfaring ikke nødvendigvis. Men jeg vil ikke komme ind på en lang videnskabelig forklaring om årsagerne til kriminalitet. Man skal se denne forestilling især for musikken, for det var virkelig en god oplevelse.

3 ud af 6 stjerner

I am also Somalia, Sort/Hvid i Pakhus 11, Marts 2017

Ditte Marie Bjerg er en instruktør som ofte bevæger sig inden for genren infotainment, og denne gang handler det om Somalia. I am also Somalia tager os gennem Somalias dramatiske historie med fokus på krig og teaterkultur. Somalia har været igennem så mange krige og kriser at dets kunstneriske kultur nærmest er blevet begravet under murbrokker. Men rent faktisk var der engang et nationalt teater med 1000 siddepladser, og her blev der opført teater hvor kunstnerne på scenen gennem dramatik og sang diskuterede hvad der var godt og dårligt i samfundet. Fuldstændig som vi gør her.
.
Men det er en svunden og næsten glemt tid. Teatret har været brugt til militærbase, det er gennemhullet, og sidst man prøvede at genopføre det sprang en bombe på åbningsaftenen. Det er ikke let at lave somalisk teater, heller ikke i Danmark. Det viste sig da man prøvede at stykke denne forestilling sammen. De ville have den somaliske kultur frem. Derfor tog Bashir, en somalisk rapper og sanger med en bachelor i sociologi, på jagt i det somaliske miljø for at finde de mennesker der havde 'kunnet noget'. Men ikke med meget held. Og hans kamp for at finde musikere der kan spille på det citar-lignende instrument der er Somalias "lyd", var næsten umulig. En var "gået i moske, en ville hellere tygge Khat og en sidste ville ikke, da det anses som Haram (urent) at spille musik i de meget religiøse miljøer. Heldigvis fandt de Libaan Sabrie der kan spille på instrumentet. Bashirs jagt på kunstnere var måske ikke tiltænkt i starten at skulle være en del af forestillingen. Men det giver en rigtig god dramaturgisk vinkel, der viser hvor splittet den somaliske kultur er.
.
I det somaliske miljø er der en enkelt superstjerne, hun hedder Maryam Mursal, hun har tidligere boet i Danmark, men Bashir må helt til London for at finde hende. Heldigvis var det vist ikke så svært for Bashir at overtale hende til at komme til Danmark og deltage i forestillingen, hvor hun med sin divaudstråling giver forestillingen et særligt pift! Og flere af hendes monologer (på somalisk) fik en flok somaliske piger på de forreste rækker til at fnise højlydt.
.
Moeisha Ali Aden som også har skrevet teksten til stykket, oversætter når der tales somalisk og virker som en fortæller gennem stykket, og det falder Moeisha nemt, da hun arbejder som tolk til dagligt. Moeisha og Bashir starter med en historiefortælling om Somalia og, så kommer jagten på kunstnerne og til sidst så forsøget på at genopføre The National Theatre via en riwaayad – en somalisk revy. Det er både medrivende - uhyggeligt - musikalsk - oplysende og sjovt. Jeg føler mig helt sikkert beriget med viden jeg aldrig kunne have fået andre steder fra!

5 ud af 6 stjerner

.

Koncert for Lou, Republique, Marts 2017

En operasangerinde, en pianist og en skuespiller mødes og siger, "Vi skal lave noget sammen hvor vi blander vores kunstformer." Det skal handle om Lou Andreas-Salomé en frigjort polyamorist og psykoanalytiker og filosof, der levede mellem 1861 til 1937. De bruger tre uger på at forfatte et brev til Susanne Brøgger for at få netop hende til at skrive teksten. Der skal også komponeres musik, søges penge, findes instruktør og alt hvad sig hører til, når man nu vil lave noget helt fra bunden. Det må have taget lang tid at sætte alt dette sammen, for både kompleksiteten og kvaliteten er høj.
.
Til at begynde med tænkte jeg "Åh nej, artzy fartzy teater, det her er slet ikke mig. Men mine tanker blev slettet, jeg blev suget ind i et feministisk univers så stærkt, at jeg på et tidspunkt sad og følte mig meget taknemmelig over alle de kvinder, inklusive min egen farmor, der har hjulpet kvindefrigørelsen enten aktivt, eller "passivt", ved bare at leve frigjorte liv.
Det er stærkt, det er vigtigt og det er slet ikke selvhøjtideligt, for kagen er pyntet med en tilpas mængde humor som især sopranen Cille Buch står for. Jeg ved meget lidt om opera, så det er jo nok bare en fordom at det ikke kan være sjovt. men så lærte jeg også noget nyt den aften.
For Cille Buchs moraliserende udbrud bliver som en skarp pil der går lige i mellemgulvet, og sætter et spejl op for publikums ansigter, men samtidig kan vi grine af os selv, alvorligt.
.
Line Bie Rosenstjerne spiller Lou, en intellektuel kvinde som var med til at ændre 1900-tallets syn på kvinder og på ægteskab. Hun levede selv polyamorøst, var venner med Nietzsche og Freud og så brugte hun tid på at skrive og filosofere. Lou bliver ikke fremstillet som en der nu har opfundet den dybe tallerken i forhold til kærlighed og parforhold, for hun havde også selv problemer, som vi også tydeligt ser. Men hun kæmper for retten til at have lige præcist de problemer som hendes kærlighedsliv giver hende. og det er på samme tid både uhyggeligt og smukt. Og det er derfor de små glimt af humor forløser forestillingen, for ellers kunne det have været noget så tungt.
.
Charlotte Thaning spiller den komponerede musik der er skrevet af Karsten Fundal, på et kæmpe flygel og det sætter stemningen gennem alle scener, det fremhæver det dystre, det alvorlige og det humoristiske. Et andet flygel bliver brugt som rekvisit, og jeg var slet ikke klar over hvor mange forskellige ting et flygel kan bruges til, selvom jeg godt var klar over, efter at have set "Pretty woman", at det kan bruges til sex. Line Paulsen har instrueret sådan at hele den meget store scene på Republiqe bliver brugt, selvom man sagtens vil kunne have lavet forestillingen på en langt mindre scene og i et mere intimt rum. Jeg er nu to dage efter at have set forestillingen stadig påvirket af den. Meget anbefalingsværdig, for begge køn!

5 ud af 6 stjerner

.

Svantes lykkelige dag, Nørrebros teater, November 2016

Morgenen efter oplevelsen på Nørrebro spurgte en kollega mig, "Hvad handler det så om"? Og jeg blev stum .., jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. For en egentlig handling dukkede ikke op i mit hoved. Men lad mig nu prøve at formulere noget, her et par dage efter. Svantes lykkelige dag er baseret på en bog, - om Svante, en lyriker - hans viser og et album der er blevet til deraf. Det er altså en slags univers, en mands univers, og det er denne mands univers, skabt af Benny Andersen, vi får indblik i, ikke hans livshistorie kronologisk, men episoder, stemninger, forholdet til kvinden i hans liv og om danskheden som han lever i og med. Så vi taler altså ikke om en historie med traditionelle spændingskurver og en afrundende finale, og derfor kunne jeg ikke rigtig formulere det jeg havde oplevet, jeg er ikke synderlig abstrakt af natur ...
.
Svantes lykkelige dag er som sagt et univers, der her er fortolket af Nichlas Bendixen, -instruktion og dramatisering, og med musisk af Søren Graversen. Svantes univers er ret dystert, han synes selv han har ret mange problemer, han er digter, og er ikke inspireret, kæresten Nina vil heller ikke som han gerne vil, hun er alt for stærk og magtfuld, især når han ikke kan hænge sammen, fordi han er deprimeret virker hun for stærk. Men han kan jo heller ikke undvære hende, hvis ikke hun er der til at være den stærke, hvem er så, ja, da ikke Svante.
.
Af en eller anden mærkelig grund, så er dette egentligt så deprimerende udgangspunkt blevet til en feel-good musical. Måske er det Svantes galgenhumor, måske er det Benny Andersens kærlighed til Svante, måske ensemblet på Nørrebros teaters kærlighed til Benny Andersen, eller Benny Andersens kærlighed til den danske kultur. Det kan jeg ikke helt forklare, men jeg kom ud fra salen med en følelse af, at her var der højt til loftet, og at jeg svævede et par centimeter over jorden.
.
Det var ikke mindst musikken og koret som var med til at skabe denne særlige oplevelse, til at begynde med forstod jeg ikke helt hvorfor der skulle være helt så mange statister med i forestillingen, det virkede lidt overdrevet, men senere forstod jeg at det delvist var kor og musikere. For teksten bliver kun fremført af Anders W. Berthelsen og Lise Baastrup. Jeg havde aldrig hørt om Baastrup før, men efter at have googlet hende har jeg fundet ud af at hun både er med i Cirkusrevyen og nogle serier på TV2 - som jeg ikke har set, fordi jeg droppede TV2 som mediekilde for nogle år tilbage, med efterfølgende kun savn af Oscaruddelingen en gang om året til følge. Baastrup kan virkeligt synge hele salen fuld og indtager rummet og sætter Svante på plads. At Anders W. Berthelsen kan synge var noget af en overraskelse. Jeg ved ikke hvorfor, andet end at jeg åbenbart er et fordomsfuldt menneske. Men Anders' lidt kedelige danske udseende og facon passer perfekt til Svante, som er lidt et pjok, og Berthelsen synger faktisk rigtig godt og er god til det der med galgenhumor.
.
Alt i alt havde jeg og min ledsager en rigtig god oplevelse. Vi var lidt forvirrede i pausen over hvad der foregik, men det gik op for os efter pausen, at det var et særligt univers vi var landet i, vi nød bare musikken, sangen, lyrikken og alt det visuelle. Det er meget anbefalingsværdigt.

5 ud af 6 stjerner

.

Vita og Virginia, Teatret ved Sorte Hest, Oktober 2016

Vita og Virginia er historien om to kvinder der mødes, fascineres, forelskes og derpå starter et kærlighedsforhold. Men det er ikke bare to hvem-som-helst kvinder, det er forfatteren Virginia Woolf, som var kendt som fandenivoldsk og neurotisk, og poeten, journalisten og forfatteren Vita Sackville-West, som havde mange affærer med kvinder i sin livstid, hvilket ofte gjorde Viginia Woolf jaloux igennem deres tyve år lange affære.
.
De to kvinder har skrevet hundredevis af breve til hinanden og disse er blevet til en teaterforestilling der fortæller om deres lidenskab og genvordigheder, skrevet af Dame Eileen Atkins. Forestillingen er iscenesat af den primært herboende britiske teatertrup Why Not Theater Company, og blev i 2009 opført på Café Teatret første gang. Forestillingen opføres på engelsk, men ikke bare engelsk, men britisk engelsk. Min ledsager havde lidt svært ved at fange og forstå alle ord og sætninger, men som selverklæret britisk-aristokrati-fetichist (altså primært fra 1950 og tilbage til 1300-hvidkål) og med en forkærlighed for britisk tv, britiske film og serier, arkitektur og tv om britisk arkitektur, så er jeg personligt rimeligt godt inde i det britiske sprog, og havde ikke svært ved at forstå noget som helst. Tværtimod fik min lille fetichist lidt ekstra brænde til bålet.
.
Faktisk havde jeg ingen anelse om hvem de to skildrede forfatterinder var. Jeg har da godt hørt om teaterstykket "Hvem er bange for Virginia Woolf", men min ledsager fortalte mig at den kun hedder dét, fordi der bliver sunget en sang i starten af stykket der hedder "Hvem er bange for Virginia Woolf". Om det er en ægte sang, eller en der er opfundet til stykket vidste min ledsager ikke, men Virginia Woolf handler stykket ikke om, åbenbart.
.
De to skuespillerinder er kommet virkelig godt ind i deres roller, og man skulle ikke tro at det kun var Sue Hansen-Styles der havde spillet sin rolle før. Faktisk bærer de to skuespillerinder teksten hundrede procent, for scenografien var ikke noget at råbe hurra for, faktisk virkede det lidt negativt på mig, at der åbenbart ikke engang havde været råd til at Virginia Woolf som åbenbart både var neurotisk OG forfængelig, - det bliver endda beskrevet i forestillingen - ikke kunne få en ny kjole på efter pausen. Eller en hat, det er ikke nok at hun får en cardigan på. Det bliver discount-teater, og der er intet discount over hverken teksten eller den skuespilsmæssige indsats, og det ødelægger lidt sammenhængen.
.
Derudover var både min ledsager og jeg enige om at aftenen absolut ikke var spildt, der var både en historisk lærerig oplevelse om kvindefrigørelse i det tyvende århundrede, om to store forfatterinder, og om følelser mellem kvinder, og en sanselig oplevelse der viser indblik i store følelser. Det er dejligt befriende at se noget hvor man ikke er berøringsangst.

4 ud af 6 stjerner

Personer, steder og ting, Det kongelige teater, Mellemgulvet, September 2016

Det var lidt underligt at ankomme til Det Kongelige Teater's mellemstore scene, og ikke at vide hvad jeg skulle forvente. Jeg har været vant til at det hedder Det Røde Rum og ikke Mellemgulvet, og der har været en forholdvis fasttømret gruppe af skuespillere i Det Røde Rum som kender hinanden ret så godt, hvilket afspejles i samarbejdet. Heldigvis er store dele af dette tidligere ensemble nu igang med Ødipus og Antigone på Store scene og ikke bare forsvundet ud i den blå luft. Dog har aftenens hovedrolleindehaver Johanne Louise Schmidt flere gange gæstet scenen, og hun og især Thue Ersted Rasmussen er dem som virkelig leverer gode skuespilpræstationer i aftenens forestilling, der handler om en ung kvinde der indlægges på en afvænningsklinik, hvor hun møder rollen spillet af Thue Ersted Rasmussen, en ung mand med ondt i livet, som imodsætning til hende selv tror på behandlingen. Derudover møder hun en kvindelig behandler, spillet af Benedikte Hansen, som minder hende frygteligt meget om hendes egen mor.
.
Egentlig vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle synes da vi havde nået pausen. Historien om Emma, der, efter en overdosis, bliver indlagt til afvænning, hensatte mig til at føle at jeg var tvangsindlagt til et AA-møde, kedeligt, det har man set 1000 gange i amerikanske film og serier, og her var det bare den uddybede, lettere langtrukne version. Men dramatikeren Duncan Macmillan, får i andet akt det hele til at hænge sammen i langt større grad, sådan at jeg faktisk endte med at have haft en godt kunstnerisk oplevelse. Og når jeg siger kunstnerisk oplevelse, så er det fordi stykket også er uddannende, måske kan man kalde det forebyggende teater. Og her vil jeg da især opfordre skoler og ungdomsuddannelser til at stikke hovedet ind forbi, for med min viden om misbrugsforebyggelse, noget jeg har arbejdet professionelt med, vil jeg mene at stykket har en særlig forebyggende værdi, jeg fik det i hvert fald lidt mærkeligt over at det glas vin jeg havde tiltænkt mig i pausen, pludseligt i mit sind blev serveret i et glas af neonlys med spotlight, og alle dem der bestilte rabarbarsodavand rendte rundt med glorier svævende over hovedet.
.
Som jeg skrev i min anmeldelse af Ødipus og Antigone, så kan moralsk teater være hårdt at komme igennem, det kan blive belærende, og det var et af mine kritikpunkter af første akt, men som sagt, så blev anden del en langt bedre oplevelse, fordi vi slap ud af AA og ind i virkeligheden, selvom Thue Ersted Rasmussens rolle i stykket påstod at verden ikke bliver mere virkelig end den er på afvænningsklinikken (for de indlagte vel at mærke). Man kan tydeligt mærke at Duncan Macmillan har noget (godt) på hjerte, og han har formået at skabe overraskelse lige ind til sidste scene. Målgruppen er nok primært de unge, men gamle rotter kan helt sikkert også få en masse med hjem, det gjorde jeg i hvert fald, uden at være selverklæret gammel rotte.
.
Iscenesættelsen af Rune David Grue er vellykket. De scener hvor stofferne har overtaget, får man selv følelsen af at miste orienteringen, og det bliver ubehageligt, ubehageligt er i dette tilfælde godt. Johanne Louise Schmidt spiller ikke Emma hun ER Emma, og det er en fantastisk skuespilspræstation hun her gør. Selvom Benedikte Hansen også gør det godt som både læge og mor, så er Thue Ersted Rasmussens også en som får stykket til at hænge sammen. Inden det gik op for mig, at jeg har set ham i flere produktioner på Det Kongelige teater, så tænkte jeg at de rent faktisk havde fundet en ung fyr fra en gøglerskole med tydelig direkte viden om stofmisbrug til at spille rollen. Jeg håber virkelig at det er en paryk, ellers er det sgu synd at han skal rende rundt med den techno-frisure i flere måneder! Det er en god start for scenen med det nye navn "Mellemgulvet", for det rammer der hvor det skal.

4 ud af 6 stjerner

Ødipus og Antigone, Det kongelige teater, store scene, September 2016

Jeg ved ikke meget om græsk teater, faktisk intet, men på trods af at min ledsager, på bedste jantelovsagtige vis, påstod at han ikke vidste meget om det, fik jeg en længere indføring i grækernes moralkodeks, og renselsen (katharsis) i teatret, om hvordan man udbød konkurrencer i at skrive om de meget faste figurer der optræder i græsk teater, som jeg ligeledes fik kendskab til. Jeg husker det kun svagt i detaljer nu. Jeg fandt også ud af at hvis man er i teaterbranchen, så er det en dødssynd ikke at have styr på sit græske teater. Jeg var død forlængst ... jeg havde vist noget om italiensk teater engang på HF, da jeg via en mulig hjerneblødning troede at jeg kunne spille skuespil, commedia dell'arte hed det, der er vist nogle ligheder og tråde til det græske. Min største succes med selv at spille skuespil var da vores dramalærer, bad alle at gå ud af aulaen, undtagen mig, og opbyggede et alter, som jeg skulle ligge og spille død på når de andre kom ind. Jeg så ikke deres ansigter, men det skulle eftersigende have været stærkt.
.
Tilbage til Ødipus og Antigone, lad mig først understrege at det var en fantastisk forestilling! Forestillingen er farverig, smuk, voldsom og følelsesladet. Faktisk så er det to forskellige stykker, begge skrevet at Sofokles ca. 400 år før Kristi fødsel. Men eftersom Antigone er Ødipus' datter (og søster), hænger det vældig godt sammen at spille dem efter hinanden. Kreon, Antigones morbror og kommende svigerfar, fylder, som figur, meget i stykket om Antigone, det gør historien om hendes brødre også, så først undredes jeg over hvorfor det overhovedet hedder Antigone når hun spiller en mindre rolle end titlen foranledigede mig til at tro. Men det giver mening fordi hun er limen der får historien og moralen til at hænge sammen. Jeg synes dog ikke helt at denne del af forestillingen var lige så spændende som historien om Ødipus. Der var enkelte steder hvor handlingen om Antigone blev trukket i langdrag og jeg blev utålmodig. Men overordnet var det virkeligt godt!
.
Da forestillingen begyndte havde jeg meget svært ved at koncentrere mig om hvad Ødipus (Peter Christoffersen) sagde, og det var kostumierernes, casternes og scenografiens skyld. Jeg blev overvældet af smukke stoffer, frynser, guldsko, tapeter, lofter, stole, lys og alle skuespillernes interessante ansigter og kroppe. Og jeg har jo set de fleste af dem før mange gange, især i Det Røde Rum, men ikke desto mindre er de bare vildt forskellige, vildt underlige, vildt smukke (ikke på den der klassiske catwalk manér heldigvis) og vildt interessante. Jeg elsker at kigge på dem! Peter Christoffersens ansigt er så interessant at han han for min skyld kan stille sig op og synge Lille Peter edderkop, og jeg vil stadig bare nyde at kigge på hans særegne ansigt.
.
Elisa Kragerup, som har instrueret, har igen gjort det virkeligt godt, især valget om at sætte flere af de kvindelige skuespillere til at spille mænd, fungerer virkeligt godt. Karen-Lise Mynster som Kreon, Lila Nobel som diverse vagter og budbringere og Marie Dalsgaard som spåmand i lang pudderfarvet kjole. Det lyder distraherende, men det er det slet ikke, det er faktisk dejligt befriende. Karen-Lise Mynster har så meget erfaring at det virker nemt for hende at spille den stædige kong Kreon. Lila Nobel er som altid når hun spiller komedie vildt sjov, nu bare som mand!
.
Ødipus historien bliver spillet kronologisk, sådan at de fire skuespillere (Peter Plaugborg, Maria Rossing, Sicilia Gadborg og Mads Rømer Brolin-Tani) skal spille at være fra spædbørn helt til de er voksne, vel at mærke uden den store ændring i deres kostumer og makeup. At se kæmpen Peter Plaugborg stå og vræle som en baby, giver mig en eller anden underlig tilfredsstillelse. Når de spiller børn bliver det som en leg man gerne vil være med i, selvom de larmer og skriger på den der irriterende måde som børn nu kan larme og skrige på.
.
Alt i alt vil jeg gerne anbefale at se Ødipus og Antigone, det får mig til at tænke på om de syv dødssynder er inspireret af det gamle græske teater, som har moraler vi sagtens kan nikke genkendende til i dag. Moralsk teater kan ellers godt være hårdt at se fordi man ikke får lov at lave slutningerne selv, men med så meget drama og tragedie, så man sidder på kanten af stolen, for at kunne være parat til at flygte, hvis nogle skulle beslutte sig at komme efter publikummet, så er det en fornøjelse at se! Det er både en sanselig, følelsesmæssig og intellektuel forestilling, hvor sammenhængen mellem alle dele af en sådan stor produktion hænger godt sammen, fra både tekst og scenografi, til lys, musik og personager. Selv musikeren der står på scenen har en værdi, og det var rart, ved applausen, at se at han bag pulten også havde gemt på et lige så spraglet kostume som de andre.

5 ud af 6 stjerner

Den danske borgerkrig 2018-24, Nørrebros teater, September 2016

Så er teatersæsonen gået i gang, og det bliver helt sikkert en spændende sæson som jeg glæder mig til! Nu er det jo ikke sådan at jeg slet ikke har set teater siden april måned, hvor mit sidste indlæg blev skrevet, men jeg har set en del readings og været til teaterfestival på Husets Teater, hvor Simon Boberg og Mads Wille takkede farvel som ledere af teatret på Halmtorvet. Og selvom Simon Bobergs farveltale var fantastisk, så ville jeg dog ikke anmelde på bloggen, hov, det gjorde jeg vist så alligevel nu). Det ville desuden være unfair at anmelde readings, selvom jeg har fået en stor kærlighed til at se teater på denne måde! Jeg har også endelig fået set Tove! Tove! Tove! på Det Kongelige Teater, men heller ikke her ville jeg anmelde, simpelt fordi stykket nu har så lang tid på bagen og anmeldelserne af det er tyndslidte. Men de havde altså også fået en ret god anmeldelse, hvis jeg havde set det noget før.
.
Back to the point... Efter at Det Kongelige Teater har fået ny direktør er der selvfølgelig sket nogle omrokeringer, og/eller deciderede fritstillelser, det betyder at vi kan få lov at se bl.a. en del af ensemblet fra det ellers så populære Røde Rum på andre scener rundt om i landet, en del af dem her i stykket om den fiktive danske borgerkrig som begynder om et par år fra nu, hvor vi, pøblen, går i krig mod politikerne og de rige i Nordsjælland, på den franske revolutions manér, med halshugninger og nedslagtninger af af "adelen".
.
Den danske borgerkrig 2018-24 er en bog af Kaspar Colling Nielsen. Bogen er omskrevet til dramatik af Claus Flygare. Jeg har dog ikke læst bogen, så jeg kan ikke sammenligne de to. Det var dog min oplevelse, at andet akt efter pausen fungerede langt bedre end første akt, men det er muligt, at det også har noget at gøre med hvad Claus har haft at arbejde med. Min ledsager og jeg mødte en bekendt i pausen som var tæt på at forlade salen, men efter forestillingen proklamerede han, at det var han sandelig glad for at han ikke havde gjort. Jeg tror at det handler om at bogen er skrevet som en erindringshistorie, fra en fyr i en futuristisk og absurd fremtidsverden fortæller om dengang han var ung. Og det gør at man ikke helt forstår sammenhængen før man har set hele forestillingen. Men det står klart at når man HAR set hele forestillingen forstår man sig mere af hvad der foregår, så det er mit råd at være tålmodig.
.
"Fyren", Henry, bliver spillet af Nikolaj Dahl Hamilton, som endnu engang i sin karriere får lov at være næsten nøgen på scenen, altid en forhøjelse, selvom Nikolaj ikke er den stereotype mandlige model. Man skal så være forberedt på at stykket nok ikke lige henvender sig til mindre børn, med al den hor og mord ... Henry er rig, meget rig, og forelsker sig Leonora, efter at de mødes på en bar på Nørrebro hvor de drikker nerverne til ro oven på at oprøret mod regeringen lige er begyndt og de første politikere er dræbt. Leonora hader rige mennesker og træder ind i oprørsbevægelsen, alt imens holder Henry sin rigdom skjult for hende og smører hendes madpakker. Det skaber selvfølgelig nogle dilemmaer.
.
Så stykket er altså en blanding at en kærlighedshistorie, en politisk historie, og en etisk historie om hvordan (den futuristiske) fremtid skal se ud. Og selvom stykket overordnet er godt, så er der en del hængepartier i forhold til at få forklaret hvorfor Henry tager de valg som han gør, sådan rent psykologisk, og det kan jeg ikke vurdere om er forfatterens, dramatikerens eller instruktørens skyld?! Derudover halter det lidt med at få flettet de tre niveauer i historien sammen. Scenografien er også godt lavet, hvor Dronning Louises Bro og Nørrebros kultur kommer i Centrum. Og derfor henvender stykket sig især til et yngre, men alligevel ikke alt for ungt publikum. Selvom man kunne ønske at de ældre også går ind og ser det, især dem med mange penge.
.
Der er nogle fantastisk sjove scener med i stykket, og komedien lurer under overfladen, men det er jo også et ret alvorligt og foruroligende stykke. Jeg synes egentlig der er rimelig god fordeling mellem disse to sider, selvom der er enkelte scener som godt kunne have været sjovere og mindre kedelige i første akt. Jeg holdt dog meget af skildringen af os, de tørre og forudsigelige danskere, og der kunne godt have været endnu flere referencer til dansk kultur og vores klichéagtige væremåder, for dem der var var ret sjove. Og det giver mig da håb for fremtiden at vi kan skildres som mennesker med passion, istedet for mennesker der går hjem fra en demonstration, fordi ... det regner jo. Så selvom der er ting der halter især i første akt, så kom jeg glad ud af teatret.

4 ud af 6 stjerner

Kunsten altid at få ret, Det røde rum, Det kongelige teater, April 2016

Tre af skuespillerne fra Det Røde Rums ensemble er flyttet ind på Lille scene, og giver kursus i teknikker til at vinde enhver diskussion. Og det er på samme tid på lærerigt og sjovt. Forestillingen er blevet til ud fra den excentriske, tyske filosof Arthur Schopenhauers bog om diskussionens kunst fra 1831. Og det har åbenbart ikke været svært at sætte hans teorier ind i nutidig kontekst, for det forløber vældig flydende.
.
Skuespillerne Lila Nobel, Asbjørn Krogh Nissen og Peter Christoffersen kan jo ikke selv gøre for at de ser ud som de gør, men det er dejligt at sidde og se på tre så fantastisk spændende udseende mennesker, deres ansigter og dertil ansigtsudtryk er en fornøjelse at blive underholdt af. Alle tre så talentfulde, at man ikke stiller spørgsmålstegn ved deres kontrakter med Det kongelige teater.
.
Forestillingen gennemgår syv faser inden for diskussionteknikker, fx afledningsmanøvrer via forvirrende spørgsmål, at bruge personens egne ord imod dem, og til sidst det der kaldes 'den sidste udvej' som principielt bare handler om at svine andre til i en sådan grad så de forlader diskussionen. Det hele bliver eksemplificeret via forskellige små scenarier. Disse scenarier spænder over diskussioner inden for husets fire vægge, til Journalistiske (an)greb på fx politikere. Noget som både Clement Kjærsgaard og Martin Krasnik er mestre i.
.
Jeg var især imponeret over skuespillernes evne til at huske utroligt komplekse sætninger med meget lange akademiske ord, som er et træk der helt sikkert kan sætte en retorisk svagere diskussionspartner ud af spillet! Og på trods af at jeg har en kandidatgrad i antropologi, så ville jeg også selv været blevet sat ud af spillet af en meget retorisk stærk modpart. Det gjorde jeg så også lidt under forestillingens mest elitære indslag. For elitært bliver det.
.
Jeg kender en som altid springer til 'sidste udvej' som den første løsning, og vedkommende kunne godt have brug for at se sig selv i det lys og evt. lære nogle af de mindre farlige teknikker inden for diskussionens kunst, men ville aldrig have en chance for at forstå halvdelen af pointerne. Men Det Kongelige Teater er i princippet også mest for den kunstneriske og intellektuelle elite?
.
På vejen hjem diskuterede jeg med min ledsager om det kunstneriske greb på forestillingen som instruktøren Rune David Grue har stået for. Og min ledsager argumenterede for at der manglede et lag, nemlig, hvad sker der så når man bruger disse teknikker? Men jeg synes ikke selv at jeg sad og manglede det lag. Ja, det er koncept-teater og måske var idéen simpel, men konceptet faldt i min smag, og jeg kan ikke se hvordan man skulle have fyldt mere på, sådan rent psykologisk. Derfor er dommen herfra:

5 ud af 6 stjerner

.

UDSPRING, Gæstespil af Teater Rio Rose, Teatret ved Sorte Hest, April 2016

Teatret ved Sorte Hest må være Københavns hyggeligste teater, i hvert fald efter at Café teatret brændte ned. Derfor passer det overordentligt godt at holde suppe, steg og is-kabaretcirkus i dette lille smørhul. Det var min første gang på Teatret ved Sorte hest, men nok ikke sidste gang! Caféen er virkelig hyggelig. Og så vidt jeg kunne forstå på min ledsager er sæderne i salen helt nye, og efter min mening meget fancy, og behagelige (Læser I med Husets Teater?!).
.
Ifølge dem selv er "Inspirationen til UDSPRING kommet blandt andet fra oplevelsen af et walisisk familiecirkus, der bestod af et ægtepar og deres børn. De stod selv for alt, lige fra billetluge og popcornmaskine til samtlige cirkusnumre." Men jeg så altså også noget Monty Pythonsk i en del af numrene, eller spillopperne, om man vil. For selvom Monty Python kan være pjattede så er der også en del politisk ukorrekthed som sætter vores indre grænser på prøve. Og det oplevede jeg også at UDSPRING gjorde, en del af tiden.
.
Forestillingen er en blanding af sang og musik, sketches, trylle- og cirkusnumre. Og så en lille konkurrence. Publikum bliver budt velkommen og involveret fra starten og der lægges ud ligesom til Tante Odas 70 års fødselsdag med en velkomstsang i bedste provinsielle stil. Og her bliver der taget dybt pis på den danske folkekultur fra 80'erne, som stadig ikke helt har slippet tavet i den danske families festritualer, fx dræbende pinlige festsange, islagkager med stjernekastere, og taler fra folk som ikke selv mener de er de fødte talere, men ser deres snit for at vise deres skjulte narcisisme, som er blevet dræbt af janteloven. Vi bliver udstillet, og det er godt.
.
Hvad mindre godt er nogle af tryllenumrene, især det sidste, som er utroligt forudsigeligt, men trylleri har heller aldrig helt været noget der fangede mig. Dog blev jeg fanget af de fleste af numrene, men ikke af det sidste. Jeg vil af hensyn til folk som ikke kan gennemskue den slags ikke afsløre nummerets pointe ... Men bare fortælle at det er en version af den overskårne dame. Efter min bedste overbevisning skal man slutte på toppen, men de tre skuespillerinder slutter på bunden, og jeg vil kraftigt anbefale af man flytter et af de andre numre frem til slutningen.
.
Forestillingen er akkompagneret af musikeren Carsten Skov som underholder under sceneskift, laver musik til numrene og fører han os tilbage til Giro413, som jeg personligt var vandt til at høre i mit hjem som barn, fordi den gamle okse (min far) ikke ville lade os slå over på en lidt mere moderne radiokanal NOGENSINDE! Jeg kunne rigtig godt lide hele lydsiden af kabareten!
.
Jeg kunne og rigtig godt lide blandingen af nostalgi og folkekritik, selvom der var punkter hvor en jysk accent ikke var nødvendig for at virke morsom. Og især et mere følelsesmæssigt rørende sangnummer var kærkomment, og der kunne godt have været endnu et føle-nummer, og det var faktisk ikke nødvendigt at gøre grin med det. Alt i alt, grinede vi det meste af tiden, og min ledsager som ellers (som oftest) er finkulturel knækkede flere gange sammen af grin. Derfor har jeg også lige bestilt to biletter til min mors fødselsdagsgave, så hende og den gamle okse kan få sig et godt grin!

4 ud af 6 stjerner

.

Nordisk fjer, Det Kongelige Teater, Det røde rum, Marts 2016

Bedraget om Nordisk fjer er en bestseller som udkom i 2013. Bogen søger at forklare hvad der skete op til at tekstilgiganten gik konkurs. Denne bog tager Det røde rums trup udgangspunkt i i forestillingen Nordisk fjer. Desværre tror jeg ikke at forestillingen bliver en bestseller. Publikums modtagelse virkede heller ikke overvældende.
.
Med en munter Gunnar "Nu" Hansen-tone hele forestillingen igennem prøves der at forklare hvad der skete. Men det er utroligt overfladisk, med alt for mange gentagelser af både sprog og virkemidler. Og der vises ikke særlig meget respekt for Nordisk fjers ansatte som dømmes enten dumme eller direkte medskyldige. Jeg kan godt forstå at man vælger at lægge en tragikomisk tone på, men udførelsen bliver pjattet, og ikke specielt tragisk, fordi man aldrig kommer under huden på nogen af karaktererne.
.
Men ja, når man vælger komik, så er det da klart at der også bliver grinet, men jeg anser ikke disse grin som anerkendelse af forestillingens værdi som sådan, men kun anerkendelse af bestemte sceners komiske værdi. Sådan var det i hvert fald for både mig og min ledsager. Derfor gik turen hjem også med at diskutere hvordan vi selv ville have lavet forestillingen. Jeg tror vi kom med mindst 10 udlægninger. Men den fremherskende hos mig selv var, at jeg ville tage udgangspunkt i forfatterens kamp for at lave research til sin bog, den skulle efter sigende have været hård. Et krimi-detektiv-drama!
.
Første halvdel af forestillingen var helt klart bedst, for det var da gentagelserne begyndte, at det sjove stoppede. Der var da også lyspunkter, som sædvanlig er der super god kemi mellem skuespillerne i truppen. Scenografien og tøjet var spon on i forhold til de brune og kedelige firsere. Men derudover følte jeg mig ofte sat tilbage til halvtredserne, hvilket forvirrede mig, for Nordisk Fjer gik da konkurs i 1991. Men hvis du vil vide mere om Nordisk fjers konkurs og du ikke gider at læse de 700 sider i bog-versionen, så se det endelig!

2 ud af 6 stjerner

Og nu: Verden!, Husets Teater, Marts 2016

Og nu: Verden! er én lang monolog skrevet af en midaldrende kvinde. Lyder dødsygt ik?! Men næ nej, at kede sig, er det sidste der sker under forestillingen Og nu: verden!
.
Monologen er delt mellem tre skuespillere, men symboliserer en kvindes kamp imod/med de moderne kvindeidealer. Vi skal leve sundt og dyrke motion, være dygtige i skolen, have mål med livet, se godt ud, blive gift og få børn osv osv. Derfor er det meget nemmere at blive i sin lejlighed og chatte, skype, og skrive sms'er med verden udenfor.
.
Teksten af den tyske dramatiker Sibylle Berg, er både finurlig, tankevækkende og spot on! Det er kvalitet(!) og med Liv Helms instruktion bliver vi både forført og frastødt af kvindelivet med alle dets forventninger. Jeg var faktisk utroligt glad for at have en mandlig ledsager med, fordi hans perspektiver på stykket var helt anderledes end mine. Han var nærmest dybt chokeret over hvad kvinder skal leve op til og med. Og jeg fik lyst til at sige "Se hvad vi kvinder skal stå model til! Jeg gider aldrig høre om tabermænd mere, hvis vi klarer os på trods af de forudsætninger, så ti stille, mand!" Men det er klart at jeg bliver nødt til at være en smule mere nuanceret end det, eller gør jeg? Eller kan jeg tillade mig at sige at verden er et stort røvhul, med al for slap ringmuskel! Det bliver i hvert fald klart for mig at kvindekamp er meget mere end ligestilling. Og at den største kamp nok foregår indvendigt, og at kvindens mest brugte ord bør være "Nej!"
.
Jeg elskede scenografien, hele scenen bliver brugt, og ja, lidt mere end scenen, der bliver drukket shots med dem på første række, og de bliver belemret med flyvende pubeshår og tandpasta spyt. Vi bliver som publikum sat i gang, og involveret i forestillingen, som er både larmende og tosset og dybt alvorlig! Der er desværre et par gange hvor lyden er skruet så højt op og der foregår så meget på scenen at man mister overblikket og ikke kan høre teksten. Men dette er muligvis bare et symbol på, hvor larmende verden kan være i en kvindes hoved.
.
Det er mig umuligt at forklare mere om plot og indhold, for selvom jeg ikke vil kalde det abstrakt, så er det et sammensurium af tanker og samtaler som blandet med lyd og lys bliver en forskrækkende osteklokke af kvindeliv. De tre skuespillerinder er fantastiske hver især. De er forskellige i højde og drøjde, og selvom de spiller én enkelt kvinde, symboliserer de kvinders forskelligheder, men med ens problematikker. Alle kan være med, uanset om man er tyk, tynd, LGTB, eller bare helt almindelig træt at skulle leve op til noget som helst. Jeg anbefaler begge køn at se Og nu: Verden!
.

5 ud af 6 stjerner

Brønden, Teater Solaris, Betty Nansen - Edison scenen, november 2015

I invitationen står der, at stykket er en surreal tragisk komedie. Det er for at sige det mildt, misvisende! Det er en mega tragisk, surreal historie, som i hvert fald påvirkede min ledsager så meget, at hun efter forestillingen begyndte at græde. Bare fordi publikum griner/fniser et par gange på en time og et kvarter, så betyder det altså ikke at vi har med en komedie at gøre. Det synes jeg at det er vigtigt at man er forberedt på, for Brønden tager dine følelser med i hakkemaskinen, eller det tror jeg i hvert fald er meningen.
.
En kvinde (Nukâka Coster-Waldau) vågner op i en brønd (eller et sindssygehospital (?)) og har blod på sig, og møder så en magisk skabning (Josef W. Nielsen). Hun begynder at fortælle sin historie, og Josef spiller flere af de karakterer hun fortæller om (Det gør han virkelig godt og til tider sjovt, det er der komikken kommer ind). Historien starter tragisk, med hendes adoption fra sin grønlandske familie til en familie i Danmark, og umiddelbart starter et lykkeligt liv som bringer mand og børn og hus i Holte. Men så begynder hendes liv at smuldre. Det er en stærk og medrivende historie. Hvor Nukâka stemme og krop tager publikum med i sin smerte.
.
Publikum efterlades efter forestillingen uden viden om hvad der er sandt og hvad der en del af kvindens psykose, for psykotisk er hun, og forestillingen med. Jeg synes både idéen og historien er god. Skuespillerne er formidable. Og jeg er meget ambivalent i forhold til at give noget kritik overhovedet. Men der er selvfølgelig kritikpunkter.
.
Forestillingen er ensidig. Vi ser kun kvindens version af sandheden, hverken søsteren, manden, moderen eller børnenes historier bliver os forelagt, og det er derfor at der skabes en nærmest psykotisk virkelighed, hvor kvinden er offeret og de andre er onde. Derfor er det godt set og strengt nødvendigt at vi efterlades med idéen om, at tingene primært foregår inde i kvindens hoved. Når historien er ensidig, så er det også fordi kvinden i forestillingen fratages sit ansvar i sit liv. Det gør at hun bliver et offer og ikke ret meget andet.
.
Forestillingen lægger ikke op til hverken løsningsmodeller eller moralske betragtninger. Den siger bare: "Se denne kvinde, hun har det forfærdeligt". Og derfor efterlades publikum med en følelse af forfærdelse. Det er ikke fordi jeg ikke mener, at teater bare kan være tragisk, men fordi vi overhovedet ikke efterlades med nogen form for håb, bliver det altså lidt tungt. Og der var flere steder i løbet af handlingen hvor det hele føles lidt tungt og langtrukkent og jeg bare havde lyst til at gå min vej. Det bliver bare følelsesporno i de sekvenser.
.
Det der står mig aller stærkest, var faktisk da forestillingen er slut og lyset bliver tændt og jeg så Nukâka træde ud af sin rolle. Det gjorde hun ved at slå øjnene op, og rette sig op på en måde, så man kan se hvad det er for en tilstand hun lige har været i, i næsten halvanden time. Puh, tænkte jeg bare, den er hård. For, det at være inde i den kvindes verden aften efter aften må være ulideligt, og så tror folk at det er en dans på roser at være skuespiller. hatten af for det!
.
Til at starte med var jeg blevet så indebrændt under og efter den forestilling, at jeg kun ville give den tre stjerner. Men ved nærmere eftertanke ...

4 ud af 6 stjerner

Svæv, En teaterkoncert af og med Charlotte Fich, Taastrup Teater, Oktober 2015

Skuespilleren Charlotte Fich er fyldt 50 år, hendes kalender er gabende tom, en midtlivskrise melder sig, hvad skal hun stille op med sit liv? Hun skal da på sangskriverkursus! For hun fiflede lidt med den slags i 80'erne, men det blev aldrig rigtig til noget alvorligt. Men det gjorde det så nu ... Og det er blevet til teater-koncerten Svæv. En teater-koncert var/er dog noget andet for mig end, at Fich spiller forskellige scener fra sit liv mellem numrene og fører dialoger med bandet. Men det skal ikke skille os ad, for Fich formår faktisk at skrive nogle solide pop-melodier.
.
Fich er tydeligvis inspireret af Sneakers og andre kunstnere fra 80'erne. Og det er en genre jeg personligt godt kan lide, dog halter teksterne efter melodierne. Men det er i min verden bedre end at melodierne halter efter teksterne. Jeg ville egentlig hellere have hørt Charlotte Fich fortælle om de enkelte numre og deres 'fødsler', mere end at hun lavede teater mellem numrene, det mener jeg også havde været mere personligt, især fordi Fich reklamerer med at teater-koncerten er en personlig side af sig selv. Men jeg kan godt forstå at hun vælger at bruge et fagområde hvor hun er helt tryg - de små sketches, til en overgangen fra at være skuespiller til musiker - selvom jeg ikke er i tvivl om at hun nok skal få flere roller. Men måske Charlotte Fich en dag holder en hel koncert, bare som sig selv, en ny dansk pop-mama ... Det er ikke usandsynligt, talentet er der, der skal bare erfaring og flere numre ind over. Flere stærke omkvæd og personlige tekster.
.
Jeg kan godt forstå, at det må være grænseoverskridende at skifte fra at være skuespiller til at være sangskriver og sanger, her er der ingen masker at gemme sig bag, - hvis man vi sige noget personligt, vel at mærke. Og det formår Fich især i andet akt. Og hendes personlige historier er spændende, og noget som en del i publikums ældre kvindelige del kunne grine af og genkende. Første akts anekdoter om en kollega med ondt i ryggen, og Facebook-junglen, var for mig trivielt og kedeligt, og jeg frygtede at andet akt ville blive intetsigende, hvis det fortsatte i samme dur, og hun ikke kom længere ned i materien. Men det gjorde hun heldigvis, for når Fich sætter sig selv (og sin mand) på spil er det spændende og rørende. Men det kræver et stort mod!
.
Min ledsager og jeg havde alt i alt en hyggelig aften, vi hørte gode melodier, der var et vekslende energiniveau både når det kom til musik og indhold. Det er når det bliver lidt farligt at det er rigtig godt, og det håber jeg på at se mere til i fremtiden fra Fich, så vil jeg muligvis overveje at investere i en gammeldavs CD med hende, for selvom Fich ikke er hverken Sanne Salomonsen eller Lis Sørensen, så kan hun faktisk god synge, og bliver sikkert endnu bedre med erfaringen.
.
Til sidst vil jeg nævne de fire mænd som står for live-musikken og arrangementerne. Det virker til at der er rigtig god dynamik mellem Fich og de unge mænd, og de har gjort et rigtig godt job med at arrangere numrene! Men det kunne have været fedt, hvis de var kommet endnu mere på banen i forhold til teaterdelen. Det så ud til at de havde en fest når de gav den som professionelt rock-band og det smittede ned til os på publikumsrækkerne. Hermed et ønske sendt til Charlotte Fich, om mere musik og mindre teater!

3 ud af 6 stjerner

Omstigning til Paradis, Det Kongelige Teater, Oktober 2015

Omstigning til Paradis er en gammel Tennessee Williams-klassiker, der er spillet mange gange verden over og filmatiseret med Marlon Brando og Vivien Leigh i hovedrollerne. Jeg har aldrig set hverken eller, men havde dog hørt den engelske titel "A streetcar named Desire", et eller andet sted, måske omtalt i et tv-program eller en dokumentar om Vivien Leighs liv. Men det er da helt sikkert, at jeg skal se den film snarest!
.
Jeg har tilfældigvis Tennessee Williams samlede værker på hylden (de er ikke mine - men kærestens ...), og jeg fik kigget lidt på den originale version efter aftenens forestilling. Mest fordi der var nogle steder i aftenens teaterstykke, hvor det for mig virkede som om der var nogle huller, og det var der som sådan også, samt et par karakterer var blevet fjernet, men det er små biroller, og jeg forstår godt at man vælger at fremhæve den del der er mest nutidig og passende i en dansk kontekst, altså mødet mellem en Alfa-hun og en Alfa-han. I Williams originale manuskript er hovedrollen Blanche dog mere pædofil end hun bliver fremstillet i Det Kongelige Teaters version, og det synes jeg er synd, da det netop er et højaktuelt emne (der har for nyligt været en sag i København, hvor en lærerinde er blevet fyret og dømt). Dertil diskuteres det i nogle kredse, om de af nutidens kvinder der tænder på de hårløse - glatbarberede mænd også har disse pædofile tendenser. Det gør jeg mig ikke til dommer over, jeg mener bare at det er et aktuelt emne, og at opsætningen sagtens kunne have båret det, og en pause. I forestillingen vises hun mest som en man-eater der fortærer den mandlige hovedrolles bedste ven, som er en værre tøffelhelt, der spilles så man får virkelig ondt af ham af Thue Ersted Rasmussen.
.
For kort at opridse handlingen, flytter Blanche hjem til sin søster Stella og hendes primitive mand Stanley. Den type, som i den nutidige version, sidder hver weekend med 'drengene' på et fodboldstadion og råber "svin" efter modstandernes fans og spiller playstation dagen efter, når tømmermændende og adrenalinen har lagt sig. Stanley banker Stella når han har drukket for meget, og føler sin overlegenhed som Alfa-han udfordret, også selvom hun er gravid. Rent ud sagt; et primitivt røvhul, uden nogen form for kulturel dannelse. Blanche selv, virker til at begynde med, som den kulturelle og intellektuelle modsætning til idioten. Men som stykket udfolder sig finder man ud af at Blanche selv er primitiv, og at Stanley i det mindste er up-front med hvem han er. Og det gør at handlingen er ret spændende og overraskende, når man som mig ikke kender den i forvejen.
.
Scenografien var til at begynde med meget overvældende en masse møbler på en drejescene, og en trommeslager i midten af det hele, som lavede lydeffekter til bevægelser og følelser. Jeg skulle vænne mig til begge dele, men da det var gjort, så gav det hele virkelig god mening, og spillerne brugte alle dele af scenen på fantastisk vis. Trommeslageren blev lidt efter lidt uundværlig.
.
Skuespillerne var udfordrede af alle møblerne, men instruktøren og scenografen har formået at få brugt hele den kæmpe scene. Og det fungerede ret godt. Jeg savnede at høre mere til Ditte Gråbøls stemme og rolle. Men jeg synes alt i alt at det var nogle spændende karakterer og spillere, selvom jeg synes at Charlotte Munck ikke er vildt overbevisende som Blanche, fordi Blanche er dybt neurotisk og sex-afhængig, og Charlotte Munck mere virker som den søde pige. Det er muligt at Charlotte Munck er neurotisk som privatperson ligesom så mange andre skuespillerinder er det, men hun formår ikke rigtig at være det på scenen. Der står dog i programmet at Danica Curcic skulle have spillet Blanche, og om det er fordi Charlotte Munck simpelthen har haft for kort tid til at øve, at hun ikke er blevet psykotisk nok, er muligt. Signe Egholm Olsen og Peter Plaugborg er i deres roller 100%. Og særligt Peter Plaugborgs Rolle har jeg ikke lyst at møde en varm eftermiddag efter en FCK kamp på Østerbro.

4 ud af 6 stjerner

Menneskedyr, Det Kongelige Teater, Det Røde Rum, Oktober 2015

Nå, ja, så blev det altså til at jeg skulle se et af de der artzy fartzy stykker, som jeg omtalte i indledningen. Og det er jo ikke fordi, at et stykke som Menneskedyr ikke giver stof til diskussion eller selvreflektion, det er bare at det er så dræbende kedeligt, at jeg sad og forestillede mig at hvis dette var Elisa Kragerups sidste forestilling på Det Kongelige Teater, så smækkede hun godt nok med døren, på en måde der var hård, larmende og en smule klam.
.
Nu har jeg aldrig selv prøvet LSD, men jeg forestiller mig at det må være lidt sådan man har det samtidig med, at man ser en gøgler-teatertrup på Christiania omkring halloween. Min ledsager mente, at det mere virkede som når man på teaterskolen får en opgave a la; "Lav en forestilling om Kafka, du får udleveret nogle kasser, en bunke jord, nogle instrumenter nede fra musiklokalet, og så find nogle skolekammerater at lege med, og opfør det i kælderen" -Det er ikke for alle.
.
Inspirationen kommer fra "Franz Kafkas mange beskrivelser af menneskelige dyr og dyriske mennesker." Det Røde Rum skriver selv om forestillingen: "Vi er på opdagelse i et rum, hvor grænsen mellem menneske og dyr er opløst. Med Kafka rejser vi spørgsmålet, om kvaliteter såsom medfølelse, medmenneskelighed og civiliseret opførsel kun er knyttet til menneskeracen? Dyrene optræder til tider helt civiliserede, følsomme og intellektuelle, mens menneskene modsat fremstår primitive og barbariske." Og her må jeg give dem ret, vi ser mennesker som opfører sig primitivt på scenen, og til tider dyr der har menneskelige egenskaber. Det kaldes at antropomorfisere og er noget mennesket altid har gjort. Vi tillægger dyr menneskelige egenskaber for bedre at kunne forstå dem, her må jeg tilstå at jeg hellere vil se en dokumentar fra BBC for at forstå dyr.
.
Men jeg forstår godt idéen med at forstå mennesker som dyr, det er noget vi antropologer gerne sætter os ind i, når vi analyserer menneskelig kultur, noget adfærd er kultur, andet er instinkter, noget tredje er personligheder osv. Og derfor synes jeg godt at forstå idéen bagved stykket, jeg synes bare ikke at det var udført særligt snedigt. At sætte en gruppe skuespillere til at sno sig, gø, skræppe og putte sig i flok, det var ting vi legede i børnehaven.
.
Men så er der selvfølgelig forestillingens politiske aspekt. Personligt synes jeg kun, at der var få scener der var decideret politiske, blandt dem en scene i starten (som gentages i slutningen) hvor en skuespillerne proklamerer at de er FEM venner som dog ikke rigtig kender hinanden, og at der er en 6. som gerne vil være med, men det må han ikke, ikke fordi de har en særlig grund eller at personen gør dem noget, han generer dem bare, de VIL kun være fem. Dette er klart en kommentar til fremmedhad, og som jo særligt har været en af mediernes største interesser, og her skulle jeg så til at skrive "den seneste tid". For historisk set har menneskedyret altid været territorial. Så om man vil tillægge stykket en skarp politisk nuance, eller en generel adfærdsmæssig nuance må være op til beskueren. Men generelt kan man sige, at menneskets adfærd altid vil have politisk interesse og relevans.
.
Om skuespillernes præstationer, så var der ikke en finger at sætte på det, de var gode individuelt og samlet. Jeg genkendte mange af mine egne primitive sider og instinkter i deres fortolkninger af dyr og mennesker: Man føler sig som en kålorm, når man skal krybe fra sengen ind til sofaen, med en ordentlig omgang tømmermænd, og man føler sig som en sulten fugleunge der pipper, når man bare har det dårligt og har lyst til at råbe efter sin MOAR! Det er godt at blive mindet om, at vi ikke kun er kulturelle væsener.
.
Jeg havde dog håbet på at stykket ville være lige så godt, som da truppen lavede Ovids metamorfoser, som i princippet havde den samme strukturelle idé bag sig. Det var fremragende og jeg kunne have stået og klappet af dem hele natten, men denne gang havde jeg bare lyst til at gå hjem og sove, hvilket jeg gjorde.
.
Jeg har fået at vide at jeg bør give stjerner eller hjerter eller fugleunger eller noget i den dur, når jeg anmelder, jeg ved ikke helt hvad symbolet skal være (symboler er jo vigtige), så jeg starter bare med at give stjerner, og så kan det være at jeg ændrer det hvis jeg finder på noget bedre.

1 ud af 6 stjerner

En kort en lang, Nørrebro teater, September 2015

På trods af min status som middelklassebarn, er musicals ikke noget jeg har haft den store berøring med. Faktisk har jeg kun to gange gang set en musical, Cabaret i år og så Hair på Betty Nansen for 15-20 år siden, og den så jeg af to grunde: 1. Jeg har et hippiehjerte og 2. Niels H.P. (!) - som jeg havde et mega crush på, hans stemme smelter mig stadig når jeg sætter min tyndslidte Ridin' Thumb CD på og hører A song for you!
.
Jeg kan ikke sige at jeg tog ind for at se eller høre nogen af spillerne i En kort en lang, for jeg kendte ikke til en eneste af dem. Men det er da muligt at jeg kommer til det i fremtiden, for de gjorde det alle godt! En kort en lang behøver næppe megen introduktion, de fleste kender til filmen af samme navn, med Mads Mikkelsen, Troels Lyby og Charlotte Munck i hovedrollerne som deltagere i et trekantsdrama, hvor den åbenbart biseksuelle Jacob, som er i fast parforhold med Jørgen, begynder en hed affære med Caroline (Jørgens svigerinde), som sætter Jacob i et dilemma i sit parforhold, hvilken vej skal han tage? Skal han gå ad den vej hvor moderen bliver glad for at få en "normal" søn, eller skal han blive i sit homoseksuelle parforhold? Jeg vil her lige fremhæve moderen som er spillet af Marianne Høgsbro, det var virkelig den sjoveste bi-rolle. Hun var en underspillet kliché på den dominerende og anmasende mor-type, en af dem som skal se navlestrengen blive klippet over for at forstå det! Alle hovedrolleindehaverne kan kun klappe sig selv på skuldrene over at skulle leve op til filmens trio, og klare dét mens de også skal synge og danse. De var sgu gode!
.
I det homo-venlige København er der altid plads til både bøsser, deres gevandter og latrinær humor. Der bliver ikke lagt fingre imellem, og det er meget befriende, til en vis grad.
For vi når så heller ikke dybere ned, det er det heller ikke sikkert at vi skal. Som sagt er jeg ikke stærk i musicals, men til tider kan den der "feelgood"-vibe godt blive en smule kvalm, det er jo i virkeligheden ret store følelser vi har med at gøre, utroskab, bilulykker, graviditet uden for ægteskabet. Jørgens bilulykke mangler lidt drama, der kunne være brugt bare et par sekunder på at lave en lydeffekt med en skridende bil og et brag, som havde ladet publikum forstå alvoren. Men det er helt sikkert at Hr. og Fru Danmark som ikke er homo-forskrækkede og nyder musicals vil nyde denne ekstremt københavnskfortalte historie, som oprindelig er skrevet af Hella Joof Og Claus Bondam.
.
Filmens karakteristiske sange som er blevet spillet til døde både i radioen, og til alskens julefroster med efterfølgende dj fra provinsen og tøseaftener med lidt for meget vin, hvor der bare skal skråles så højt at både underboen og overboen får lyst til at banke på rørene, blev på bedste vis spillet med rytmisk sans og respekt for originalsangene, så også vi på de bageste rækker rockede med for fuld skrue, også det ældre ægtepar ved siden af mig (!).
.
Scenografien var virkelig fin, simpel, men god. Tænk, at man kan dække bord på et sekund, så længe al borddækningen er syet fast på en dug! Man skal ikke forvente de store Disney-skrud, men det handler jo også bare om helt almindelige københavnere der taler meget i telefon, bliver forelskede og har forældre, jobs og en spraglet vennekreds, noget de fleste af os kan sætte os ind i.

Cabaret, Det kongelige teater, Gamle scene, April 2015

Jeg har aldrig set Cabaret på en scene før. Så det var med store forventninger at jeg skulle på Gamle scene og se den. Jeg har dog set filmen med Liza Minelli, så selve historien var ikke ukendt for mig. Gode pladser, dog med rummets muligvis højeste kvinde i sædet foran mig, men så fik jeg da lidt balle-motion når jeg svingede fra side til side for at følge spillerne på scenen.
.
Holdet bestod blandt andre af Cecilie Stenspil, Peter Christoffersen, Thue Ersted Rasmussen, Hanne Uldal og Lars Knutzon. Og de gjorde det udmærket. Peter Christoffersen var dog ultimativt den bedste på scenen både i forhold til sang og kropssprog; Eksentrisk, farlig og sexet! Jeg forestiller mig dog at Mille Lehfeldt, er langt mere farlig på scenen end den søde Cecilie Stenspil, og farligt skal det altså være når vi beskæftiger os med sex, vulgariteter og prangende fjerdragter. Men mine fordomme om at Cecilie ville have en lidt forsagt stemme at synge med, holdt heldigvis ikke stik, hun gjorde det faktisk ok. Lars Knutzon var perfekt i sin rolle, og jeg bliver så lun om hjertet af den varme som strømmer ud af ham! Hanne Uldal startede lidt rustent ud med at synge, og i starten med et tykt dansk accent, men så lige pludseligt så fangede hun det, og har fortjent titlen som aftenens bedste sanger.
.
Scenografien og lyssætningen var helt fantastisk, både den måde de delte rum og scener op på var spændende og kreativ. Der var fantastiske kostumer, og rekvisitter blev brugt på en meget alternativ måde, eller skal jeg hellere sige, manglen på rekvisitter ... Uden at afsløre for meget, så var der en der havde meget travlt med at stå for (lyd)rekvisitterne, og det var fantastisk at se det hårde arbejde! Bandet skal også have ros med på vejen, men det er selvfølgelig og langt nemmere at være band, når noderne i forvejen er godt skruet sammen!
.
Hvis ikke man gider spillerne eller musikken, danserne eller historien, så se det for toget, toget siger jeg dig, toget det var sejt!

.

Det mørke net, Det kongelige teater, Det Røde Rum Februar 2015

Anna Bro's "Det mørke net" tager udgangspunkt i en rigtig sag, fra USA, om et lejemord bestilt af en hemmelig gut "Rædselspiraten", som er bange for at få sin identitet afsløret. Han lever nemlig det meste af sit liv i en virtuel verden på det mørke net under det andet net, altså det som vi andre dødelige kender.
.
Det er meget gennemskueligt at hun er ude på at lave en skræmmekampagne om nettets faldgruber, og det gør sig nok godt i folkeskolen, men ikke for et voksent publikum på Det Kongelige Teater. Jeg sad på første række og fik indtrykket af at skuespillerne hellere ville have ligget derhjemme på sofaen, på nettet, end at lave skuespil om det, hvor de heller ikke rigtig kommer i dybden med karaktererne. Stykket fortæller ikke ret meget om menneskene, men mere om fænomenet nettet, og det lidt overfladisk.
.
Rædselspiratens plan bliver infiltreret af en lyssky PET-agent, som muligvis har sin egen agenda. Lejemordet er betilt på en ung kvinde som rædselspiraten dater, dog kun virtuelt og begge som figurer i et adventure-computerspil. Dette var det mest spændende ved skuespillet; Altså hvordan de veksler mellem at være virtuelle mennesker og "rigtige" mennesker. Desværre fylder disse scener meget lidt i skuespillet, og Anna Bro vælger istedet at få publikums tanker ført hen på en drømmeverden hun kalder Narnia, hvor den unge kvindes psykisk syge bror eftersigende er rejst hen, for at slippe for alle de elektronikske medier og muligvis sin egen psykiske problemer.
.
Narnia er en fantasiverden, som styres af løven Aslan (ligesom i det originale eventyr). Symbolikken er lidt barnagtig, gennemskuelig og kommer ikke dybere ned. Narnia bliver en blanding af filmen "The Beach" og, ja, "Narnia". Hvis Anna Bro er ude på at fortælle os, at vi skal blive mere "autentiske", så gør hun det ikke specielt godt, det er som om manglen må indlevelsen i karakterernes identiteter ikke rigtig får publikum op fra stolene. Journalister lærer som noget af det første at de skal skildre historier fra flere vinkler, ellers kalder man det propaganda, og Anna Bro diskuterer nettet på en meget ensidig måde. Hvad med alt det gode nettet har skabt? Hvad med alle de ensomme mennesker som pludselig får et netværk gennem Facebook, hvad med det Arabiske forår og den måde man kunne skildre brutaliteterne direkte og hurtigt osv.. Men derfor mener jeg godt at stykket kan bruges til forebyggelse i folkeskolerne, så børnene kommer ud på legepladserne. Men få det væk fra Det Røde Rum. De plejer nemlig kun at lave fantastisk teater.
.

Koks i kulissen, Det kongelige teater, store scene januar 2015

Koks i Kulissen er måske ikke verdens dybeste teaterstykke, men det er muligvis det sjoveste. Jeg kan i hvert fald ikke huske hvornår tårene sidst har trillet ned af kinderne af grin. Det er desuden et teaterstykke hvor både de unge og gamle kan være med. Skuespillerne virker også til at have en fest.
.
Det handler om et teaterstykke der sættes op af en gruppe skuespillere som næsten alle har et eller andet problem, enten med sig selv eller med en af de andre. Og det ender så ud i af kaos og intriger.
.
Det er godt instrueret, og der er flere overraskelser undervejs. Den eneste kritik jeg kan give det er at jeg ikke forstår præmissen for det tredie akt. Men hvem der skal have skylden for dette ved jeg ikke, måske dramatikeren, uanset hvad er det tredie akt dog virkeligt morsomt og koksen når et klimaks. Kan anbefales alle der har en dårlig dag (med mindre du har en dårlig dag fordi din kæreste har været utro... enough said).
.

Romeo og Julie, Det kongelige teater, store scene november 2014

Jeg har holdt en pause fra mine skriblerier om det teater jeg ser. Først fordi jeg, af personlige årsager, pludseligt ikke havde den samme adgang som normalt, og da jeg fik kæmpet den tilbage, var det svært at komme tilbage i rytmen. Men nu er det slut med ladhed og dovenskab, det lover jeg! Her kommer min første anmeldelse i 2014, men sikkert ikke den sidste!
.
Nu er det ikke fordi jeg er den store Shakespeare-elsker i forvejen. Men jeg er åben for at blive underholdt! Dette skete dog ikke. Romeo og Julie er en tragedie, men det havde Elisa Kragerup åbenbart besluttet sig for at den ikke skulle være denne gang. Det var nærmere en blanding af tam fadølshumor, mystiske halvhjertede symboler og der kom ingen følelser op til balkonens første række hvor jeg sad. Jeg kunne ikke mærke nogle af spillerne. Måske var det fordi der var forstyrrende elementer på scenen, dvs. at Elisa havde valgt at have alle spillerne på scenen HELE TIDEN! Så de stod som stenstøtter, eller forstyrrende elementer i baggrunden.
.
Jeg var forhåbningsfuld da jeg kom ind fra pausen, og tænkte "nu sker der noget". Men nej, alle skuespillerne stod på præcist den samme stenstøtteagtige facon på samme plet som vi have forladt dem, mit første udbrud var et langt gab. Stykket faldt fra hinanden som tragedie i andet akt. Dog var der flere morsomme elementer som vækkede mig hist og her. Men alt i alt kunne jeg godt have brugt at være kommet en time tidligere i seng den aften.

Scenografien var spændende, og helt fra starten tænkte jeg uhh, det bliver spændende at se hvad de finder på med det; En kæmpemæssig madras/klatrevæg fyldte hele scenen! Men heller ikke den blev brugt særligt kreativt. Og dér havde jeg, efter at have set Elisa Kragerups iscenesættelse at Ovids Metamorfoser i det Røde Rum, højere forventninger. Alt i alt kunne jeg godt have brugt at have fået en times mere søvn den aften, men nu har jeg da set Romeo og Julie på Det Kongelige Teater!

George Kaplan, Husets teater marts 2013

George Kaplan handler om, øh, ja, altså, det har ikke rigtigt en handling som sådan. Der er tre akter som hver især handler om hvad George Kaplan egentligt handler om. Og denne idé kunne have gået så grueligt galt, men det lykkedes egentligt meget godt.
.
Akt 1. En gruppe aktivister i et sommerhus diskuterer hvordan de kan starte en myte/projekt/revolution eller hvad de nu kan diskutere sig frem til at kalde det, som involverer at navnet George Kaplan er en identitet/myte et eller andet.
.
Akt 2. En gruppe manuskript forfattere af meget forskellig art, har fået til opgave (af en hemmelig kunde)at skabe en historie hvor navnet George Kaplan er involveret. Det kan være navnet på en hemmelig agent, en præsidents dobbeltgænger, en kode eller måske et våben.
.
Akt 3. En gruppe embedsmænd fra en hemmelig enhed, opdager at navnet George Kaplan optræder mange forskellige steder for eksempel i flere film. Og beslutter for at ruge dette til at skabe frygt og distrahere fra en virkeligt krise.
.
Ergo teaterstykket handler om, det at skabe en "conspiracy theory". Dette er lykkedes ret fint, selvom andet akt ikke helt hang sammen med de to andre akter. Frédéric Sonntag er en ung dramatiker, og han har skabt et stykke politisk teater, uden at bruge moral som en hammer der slår sit publikum oven i hovedet. Og det er ret godt gået.
.
Jeg synes indholdet svingede en del, jeg er ikke super vild med idéen om at at hele handlingen forgår som møder, hvor man som publikum bliver pacificeret, nærmest som en notar i salens mørke. Det bliver desværre lidt kedeligt i små øjeblikke, mens man i andre øjeblikke skraldgriner af den sjove og ret skarpe dialog.
Jeg synes det var et godt og ret tankevækkende teaterstykke, dog med en ung dramatikers småproblemer med sammenhæng, især i andet akt.
.
Scenografien var lidt kedelig, men den skulle også kunne bære tre forskellige handlinger, tre forskellige steder og må derfor være lidt neutral, for at kunne rumme de tre forskellige slags mødelokaler, eller må den.Skuespillerne var utroligt velcastede, og de klarede sceneskift og rolleskift til ug kryds og bolle! Der var fokus på karakterernes små særheder og der var også nogle sjove detaljer. Helt sikkert værd at se, kunne være sjovt at sætte George W. Bush og Anders Fogh i den teatersal og høre deres reaktioner!

Kagefabrikken, Det Kongelige Teater marts 2013

Hu hej, hvor det går for Christian Lollike. Skuespilchefen fra Café teateret er godt nok produktiv i disse år. Men går det for stærkt på bekostning af fordybelsen? Det kommer jo an på, om man er til kvantitet eller kvalitet.
.
Kagefabrikken handler om en fabrik i Jylland(fyldt med overvægtige medarbejdere), der er ved at gå konkurs, direktøren er på selvmordets rand, og ansætter en konsulent spillet af den næsten anoretisk slanke Nicolai Dahl Hamilton. Konsulenten vil skabe en slankekage, og vil sætte Borgsø cookies på landkortet med et helt nyt koncept. Han ansætter en kvindelig kemiker i burka til at udvikle denne nye slankekage, og derefter sætter han alle medarbejderne på skrump, under store protester. Forandringsprocesserne sætter gang i konflikter, som sikkert mange kan genkende fra deres arbejdsplads.
.
De mange konflikter i forbindelse med alt "det nye" på Borgsø cookies, er ret morsomt. Lollike skildrer hvordan forskellige stereotyper reagerer forskelligt på forandringerne. Han kommer både ind på temaer som sundhed, xenofobi, utroskab og så selvfølgelig forandringsprocesser. Det kommer der ret mange komiske scener ud af. Men det bliver på overfladen, når mange af virkemidlerne bliver, falden på halen komik.
.
Kagefabrikken, som jeg så til forpremieren, var rent ud sagt pisse sjovt, fra start til slut! Men det kom ikke ind under huden på dets karakterer. Alle skuespillerne hver og én klarede deres opgave. Dog synes jeg Helle Fragalid er lidt for smuk og sofistikeret en skuespillerinde, til at spille stor tyk fabriksmedarbejder. Hendes evner som skuespillerinde vejer dog heldigvis op for denne malplacering. Rasmus Bjerg er eminent. Og hans naturligt jyske accent er lidt en hæmsko for de andre, som ikke er så gode til det jyske som han er. Han laver også små naturlige og finurlige bevægelser med sin krop, som jeg kan genkende fra mine jyske bedsteforældre!
.
Hvis du forventer at blive dybt berørt, klogere og oplyst, så er Kagefabrikken i Det Røde Rum på det Kongelige Teater ikke det rette at se. Men hvis du bare vil underholdes med en blanding af revy og teater så er pengene givet godt ud. Og så er der en overraskelse i slutningen.

Æblet, Betty Nansen - Edison scenen marts 2013

"Æblet" handlede om forældrene i en børnehave ved navn "Æblet", og hvordan deres forskellige holdninger til børneopdragelse bliver til en hetz mod lederen i børnehaven, Ruth. I stykket var den udløsende faktor for konflikten; at lederen af børnehaven ikke gør noget, da en dreng pludseligt kun vil gå i kjole. Pædagogen Ruth mener at drengen vil blive træt af at gå i kjole efter en uge eller to, når han har udforsket det.
Men nogle af forældrene i børnehaven ser Ruths accepteren af den lille drengs adfærd som en trussel mod deres egne børns opdragelse. Og så begynder bagtaleriet og søgen efter at finde noget der kan presse Ruth ud af Æblet.
.
Det var en spændende problematik for teaterscenen, og gud ske tak og lov for teateret, og at den kan noget andet end film kan. Det var desværre ikke det bedste teaterstykke jeg har set, det var lidt kedeligt faktisk, men problematikken var spændende nok.
.
Af ting der virkeligt undrede mig var én ting; at scenen kunne/skulle køre op og ned, også diagonalt, så hele scenen var skæv. Måske var det et valg der var taget, for at vi skulle kede os lidt mindre, for det var da underholdende nok at se om skuespillerne og deres rekvisitter kunne blive hvor de var. Men det gav intet til fortællingen.
Et andet, dog mindre, problem med scenografien, var en scene som foregik på den forreste del af scenen. Der var blevet bygget nogle vægge som skuespillerne flytter rundt med, i forhold til hvor handlingen foregår, vældig smart faktisk. Men at lave teater bag en af væggene, så publikummet til venstre for scenen ikke kan se en klap af hvad der foregår bagved, er et rimeligt dårligt scenografisk valg efter min mening. Og jeg kan ikke komme op med en grund til at det var nødvendigt. Jeg synes bare at problemer i småtingsafdelingen som disse er fuldstændigt unødvendige.
.
Et andet problem var slutningen. For det første burde stykket være sluttet da Ruth bliver stemt ude af forældrene. Dér, fordi den moralske klump i halsen var stærkest der. Jeg ved at man i standup skal slutte af med den sjoveste joke. Skal man ikke slutte af med den vigtigste pointe i teater? Nå, det ved jeg måske ikke nok om. Men teaterstykket sluttede med en scene fra hjemmet af et af forældreparrene, et bøssepar. Jeg vil ikke fortælle hvad der skete, om end det faktisk er ret ligegyldigt for historien om Æblet og dermed også slutningen.
.
Der var flere underholdende replikker i stykket, dog for mange klichéprægede replikker. Men jeg vil gerne anbefale at se det alligevel, fordi problematikken er så vigtig. Det kan virkeligt ikke være rigtigt at mennesker får børn, og mener at institutioner skal stå for hele opdragelsen, fordi forældrene har for travlt med at opnå deres egne ambitioner og tjene penge, og at de så vil blande sig unødigt i ting. For det var vel æblets morale.

Vildanden, Det Kongelige Teater februar 2013

Premiere 22. februar 2013.
Jeg var så heldig at få premierebilletter til Vildanden, et stykke skrevet af den Norske dramatiker Henrik Ibsen. Ibsen er også kendt for skuespillene Peer Gynt og Et dukkehjem. Jeg har aldrig før set opførelser af Ibsen, og har indtrykket af at Vildanden er et stykke dramatik for feinschmeckere. Jeg overhørte indtil flere i foyeren, som sagde at Vildanden er deres yndlings Ibsen stykke, hvorfor ved jeg ikke.
.
Stykket handler om at leve på en løgn der er skabt af andre, jeg gennemskuede løgnen med det samme, selvom man først får "den" at vide efter pausen. Jeg synes at jeg blev ledt i retning af, et plot der omhandlede to søskende der bliver forelskede i hinanden, uden at de er klar over de er i familie med hinanden, men nej, så blev vi ledt i en anden retning. Jeg sad også og blev ledt i retningen af, at nu skulle vi ind og grave i nogle følelser af svigt, løgn og kærlighed. Men vi kom bare aldrig derind. Stykket sluttede brat og jeg sad og tænkte, var dét det?
.
Man skal selvfølgelig huske på at stykket er skrevet i 1884, men jeg har set dårlige Hollywoodfilm som kom længere ind under huden på familiens dysfunktion. Jeg ville ønske at den sidste halve time af stykket, var blevet forlænget og havde fyldt det meste af tiden. Og så havde instruktøren endda fjernet det meste af det oprindelige første akt, gu ved om jeg var faldet i søvn, hvis de havde taget dét med!
.
Et andet problem med forestillingen, og her er kritikken henvendt til instruktøren, var at det ikke var tydeligt om vi så en komedie eller et drama. Jeg elsker komedier, også når de bliver dystre, men Vildanden var for overfladisk på begge skalaer. Når det er sagt, så har jeg set det der var værre. Der var små lyspunkter hvor jeg var underholdt. Skuespillerne spillede fint, de havde bare ikke så meget at arbejde med efter min mening, om det er en dårlig tekst eller dårlig instruktion har jeg ikke et begreb om.
.
Lige gyldigt hvad, er der efter min mening kun én grund til at gå ind og se Det Kongelige Teaters opsætning af Vildanden, og det er for at få et en kanylefuld af Nordisk litteratur historie. Jeg prøver at forestille mig hvordan menneskene i 1884 ville have reageret på det, dengang var der jo langt flere tabuer end i dag, og jeg kan derfor godt forstå hvis det rykkede på virkeligheden.

Peggy Pickit ser guds ansigt, Husets Teater januar 2013

Peggy Picket handler om to par som efter seks års adskillelse mødes til en parmiddag. Det ene par har været udsendt som læger i de seks år der er gået, hvor det andet par har etableret familie og fået carport. Og det går ikke stille for sig! Der er både savn, konflikter og kærlighed på bordet, både par over for par men også imellem ægtefællerne.
.
Inden stykkets start var der denne fredag Husets teaters nye koncept "Chefens bord". Chefens bord er simpelthen blevet slæbt ned på den lille scene i baren. Altså i hvert fald den ene af de to chefers bord. Og denne fredag var der i tråd med Peggy Pickets tema blevet inviteret en tidligere udsendt læge fra "Læger uden grænser".
Der var en spændende debat mellem hovedsageligt Simon Boberg og den kvindelige læge Vibeke Brix, om det at komme hjem fra et katastrofested og skulle forholde sig til fedme blandt danske hunde og andre trivielle ting.
.
Debatten var utroligt spændende, men overgik på ingen måde selve teaterstykket. For det første var scenografien lavet utroligt smart, spejle på sidevæggene fik rummet til at virke kæmpestort, og der var små detaljer som man kunne bruge tid på at kigge på, hvis stykket skulle blive kedeligt, (Og det forventede jeg faktisk at det ville blive, efter det sidste teaterstykke jeg så på Husets teater, "Det blå blå hav", som var så kedeligt og social realistisk at jeg var ved at falde om).
.
For det andet kedede jeg mig overhovedet ikke, det var rent ud sagt skidegodt teater og især som antropolog og efter flere rejser til Afrika kan jeg godt genkende de problematikker som Roland Schimmelpfennig har taget op i sit teaterstykke. Min kæreste som jo er den teaterkyndige i denne lille familie, havde advaret mig om at jeg muligvis ville finde Schimmelpfennigs måde at skrive dramatik på en kende for artzy fartzy. Blandt andet bruger han gentagelser. Men jeg synes rigtig godt om de gentagelser der blev brugt. Fordi det understreger bestemte pointer. Derudover fik de to skuespillerinder Marina Bouras og Susanne Storm lov til at gentage lussinger op til, ja jeg ved ikke hvor mange gange, men det var humoristisk og hjerteskærende på samme tidspunkt.
.
Peggy Pickit ser guds ansigt spiller indtil 9 februar på Husets teater, du kan lige nå det. Derefter spiller det på Svalegangen i Århus til 13 marts. Kan stærkt anbefales!

Hovedløs sommer, Det Kongelige Teater december 2012

Premiere d. 29 december 2012.
"Hovedløs sommer" er skrevet af Erling Jepsen. Erling Jepsen er også kendt som forfatter til bøgerne "Kunsten at græde i kor" og "Frygtelig lykkelig", romaner som begge er filmatiserede. "Hovedløs Sommer" er ligeledes en omskrevet roman, men Erling har tidligere skrevet en række skuespil.

Erling Jepsen har ofte været inde at røre der hvor det gør ondt, han har for eksempel skrevet en del om incest. Men i Hovedløs sommer, er familien i en anden form for dysfunktionel tilstand. Vi følger Emilie på 14 år gennem forældrenes skilsmisse, og i forelskelsen af den mystiske gartner Anders, som moderen også gerne vil have en bid af, og får det. Emilie bliver spillet fremragende af Marie Dalsgaard, som jeg ikke helt ved hvor jeg har set før, dog tror jeg vi har gået på samme folkeskole, for jeg ved af en eller anden grund hvordan Marie så ud, da hun virkeligt vár 14 år gammel.
.
Første akt lægger ud med at Emilie har fernisering på en sin kunstudstilling "Forældreopdragelse" på kunstakademiet, hvor hun studerer. Hendes professor, spillet af Tom Jensen, spørger til blodet på malerierne, og teaterstykket er en forklaring til ham om tiden omkring skilsmissen. Professoren er derfor med på sidelinjen i hele teaterstykket, som publikum til Emilies fortælling. Det er ikke meget taletid Tom Jensen får, men vi får da lov at kigge på han rare ansigt hele tiden. Jeg ville gerne have set at han havde fået en lidt større Freudiansk rolle i stykket.
.
Jeg synes rigtig godt om "Hovedløs sommer"! Det er faktisk første gang jeg er blevet lidt bange i et teater. Instruktøren Madeleine Røn Juul har formået at skabe gys, grin og genkendelse. Hovedrolleindehaveren Marie er med sit ungdommelige udseende perfekt til at spille både ung studine og fjortenårig. Og en tidligere rebel som jeg, nyder når Emilie skriger af sine lungers fulde kraft af især moderen, som er en lettere desperat nyskilt kvinde uden sans for hvad der foregår i Emilie og lillebroderens sind. I det meste af stykket er moderen ret irriterende på den måde hun skal være irriterende på, men der er tidspunkter, hvor hun godt kunne have været lidt mere vred på faderen, som har forladt hende til fordel for en yngre kvinde -som dog kun er portrætteret i romanen og ikke i teaterstykket).
.
Da jeg kom ud fra skuespilhusets lille scene, var jeg ikke specielt klogere på livet, da jeg ikke er skilsmissebarn, kan jeg ikke helt leve mig ind i det scenarie. Jeg var underholdt af alle rollerne, med undtagelse af moderens veninde som virker som fyldstof i truppen, og kunne have været erstattet af faderens unge elskerinde, som kunnet have lavet endnu mere rav i blodets hule. Jeg synes at "Hovedløs sommer" var interessant hele vejen igennem, ingen kedsomhed, og der var overraskelser og spændingskurver til det sidste. Kan klart anbefales!